Brugernavn:
Kodeord:
 
  Søg opskrifter Bliv medlem Mine opskrifter  
 
tilbudsugen.dk
 
 
madverden.dk - artikler
Frem med wokken.
I Disse tider, hvor badevægten kræver at blive taget hensyn til, er det en god ide at kigge mod øst, når der skal laves mad. Asiatisk mad er fedtfattig, og har man en gang for alle investeret i en række specialprodukter, er det også billigt at gå til. Det asiatiske køkken har vundet stort indpas herhjemme gennem de seneste år. Kina- restauranter og take-outs har vi brugt i mange år, men især med Hanne Holms thailandske kogebøger, er der kommet gang i wokken i de danske køkkener. Asiatisk mad er ofte fedtfattig mad. Den er hovedsageligt baseret på grøntsager, der sparkes kraftigt op med krydderier. De gange der bruges kød, er det typisk i langt mindre mængder end vi er vant til, og de klassiske fedende ting som fløde, creme fraiche og ost findes overhovedet ikke. Samtidig er det mad, som er hurtig at lave. Der er gerne tale om lynstegte retter, hvor alle ingredienser steges i samme gryde, og har man lige vænnet sig til, at der er en del snittearbejde, så er det også nem mad. Der er ingen lange tilberedningstider, men smagsoplevelsen er optimal og meget eksotisk. Naturligvis kan man komme langt med en flaske soya og en masse fed hvidløg, men det er også skægt at gå på opdagelse blandt alle de forskellige produkter der pludselig er til at købe i almindelige supermarkeder. Netto har brillieret ved af og til at tage store partier hjem af fx riseddike, chilipasta og østerssauce. Næste gang du observerer det, så køb til lager, så er du altid parat til en hurtig wokret. Her vil jeg lave en kort gennemgang af de varer, som jeg mener det er hensigtsmæssigt at have i køkkenskabet. Men vælg selv; bare to- tre forskellige flasker kan gøre ting og sager ved din aftensmad.
Kokosmælk. Kokosmælk er ikke, som mange tror, væden fra kokosnødden, men pureret kokoskød. Det udgør verdens nemmeste sauce, idet det hurtigt tykner under kogning, og giver en vidunderlig eksotisk smag til selv det mest kedelige stykke kalkun. Relativt rigt på fedt, men der findes light-produkter i handlen. Man kan også købe mini-dåser, der passer perfekt til to.
Chilisauce. Fås både sød og stærk. Den stærke kan vække en død mand til live, så gå gerne efter den søde. Kan bruges både som sauce i en wokret, som dip eller som krydderi.
Fiskesauce. Er fremstillet af tørret fisk, salt og vand. Bruges som et salt-alternativ og bruges altid i små mængder, da smagen er markant og kraftig. Men til næsten alle thairetter er den fast inventar, og en flaske holder sig i køleskabet i månedsvis.
Østerssauce. En tyk, mørk sød / salt sauce, der passer fint til enhver wokret. Bare hæld den over et par minutter før servering, så er den klar.
Chilipasta. Fås i flere udgaver. Den sorte består af en række forskellige smagsfaktorer som tamarind, tørrede rejer, hvidløg og chili, og har en meget markant og fremmedartet smag. Brug den i meget små mængder. Den røde chilipasta Sambal Oelek smager mere rent af chili, og bruges fx i retter i stedet for frisk chili. Du kan også stille lidt på bordet i en skål, de rigtigt skrappe kan godt lide at tage lidt ekstra på deres mad.
Karrypasta. Her fås der virkelig mange på markedet. Vælg mellem rød, gul eller grøn karrypasta, eller prøv Panang-karry. De kan variere noget i styrke, så læs evt. på emballagen, hvor hot den er. Og kom kun lidt i din ret ad gangen, det er umuligt at tage ud igen, hvis du først har overdoseret.
Galanga-rod. En særlig, thailandsk ingefær. Den købes i specialbutikker, men jeg er nu flere gange faldet over den i Føtex også. Får du fat i noget, så kom det overskydende i fryseren, det tager det ingen skade af. Kan erstattes af almindelig, frisk ingefær.
Kaffir-limeblade. Mørke, tykke blade med en citrusagtig og aromatisk duft. Fås udelukkende i specialbutikker, men kan holde sig i fryseren ubegrænset. Smagen kan erstattes med lime.
Koriander. Krydderurt der ligner kørvel. Nogle kalder den sæbeurt, fordi smagen er meget speciel og parfumeret. Giver øjeblikkelig eksotisk smag og udseende til dine retter. Meget kort holdbarhed.
Citrongræs. Kraftige, seje stilke med citrussmag. De yderste, grove stilke bruges ikke. Kan opbevares i fryseren. Undgå den tørrede version, den er sej og grov at få i munden.
Ovenstående er naturligvis kun et udpluk af de mange ting der findes på markedet. Und dig selv en udflugt til en af de mange specialbutikker, de findes i de fleste større byer nu. Smag dig frem, og vær ikke bange. Hvis du ikke kan anskaffe en en de særlige ingredienser i en opskrift, så spring ud i det alligevel, og prøv at erstatte fx citrongræs med lidt revet citronskal eller lime. Anskaf dig evt. en wok, eller brug bare en god, stor pande i stedet. En morter er perfekt til at knuse chili og andre krydderier, og er sjov at bruge. Kender du ikke Hanne Holms fænomenale, nye thaikogebog, så læs om den her. Den er så inspirerende.
God fornøjelse.
 
 
 
 
madverden.dk - Byvej 1D - 8543 Hornslet - e-mail: kundeservice@madverden.dk - tlf.: 87 85 00 10